Monday, December 31, 2012

Godt nytår!


Hvis der skulle sidde en enkelt læser, der ikke helt har opgivet Kvist og Co, skal der hermed lyde et ønske om et godt og lykkebringende nytår, forhåbentlig ovenpå en dejlig jul.

Der kom ikke et pip herfra i december, som var pænt kaotisk i Casa Kvist. Dels har vi haft håndværkere, som har udført en større energirenovering, (jeg vidste ikke, der findes så meget støv i hele verden), dels har fru Kvist fået nyt job. Det starter først 1. februar, men hold op, hvor er der meget red tape inden det hele falder på plads. Superspændende, men også lidt angstprovokerende efter 10 år i mit nuværende job.


Jeg sidder lige og hører i radioen, at man skal lave nytårsforsætter, der går ud på at gøre mere af det, der gør en glad. Selv om man ikke skulle tro det, bliver jeg faktisk i rigtig godt humør af at blogge, og ikke mindst af alle de forskellige møder, virtuelt såvel som IRL, som det medfører. Jeg lover (klog af skade) ikke noget,, men hvor vil jeg gerne have gang i bloggen igen.

2012 var ikke et stort strikkeår for mig, men jeg har da lidt flere effekter at vise til min små-ting-på-store-pinde-kavalkade samt en enkelt cardigan, et par kæmpestore sokker, nogle sære norske ben med meget store fødder og lidt vintervarme til en lille pige hvis mor er sprunget ud som brodeuse. Det jeg glæder mig allermest til at få blogget om, er imidlertid et lillebitte projekt, som jeg er ved at gå til af stolthed over, selv om jeg faktisk ikke selv har strikket det.

Jeg håber vi ses i 2013, og rigtig godt nytår!